Kronprinsen beordrede den 11. august at København skulle forsvare sig til det yderste. Men han angav ikke, hvordan forsvaret af København skulle ske.

Generalmajor Peymann burde sikkert have udarbejdet en forsvarsstrategi for København, men intet tyder på at han gjorde det.

Man baserede i stedet for strategien på en forventning om et angreb fra søsiden som i 1801 med Slaget på Rheden. Da det så viste sig at englænderne valgte at gå i land, forventede man at det var for at storme byen, -  måske som dengang i 1659 da det var svenskerne som forsøgte at storme København !

Dog havde søforsvaret en ide om at fjendens landsætningsoperationer skulle forsinkes så meget som muligt, dels fordi tropper fra Jylland måske kunne nå frem, dels fordi sejladsen med den danske flåde tilbage til England ville blive vanskelig, hvis det nåede at blive efterår med de sædvanlige storme. Men intet tyder på at søforsvarets ledelse har troet at englænderne kunne forhindres i deres forehavende. 

I praksis blev den danske strategi derfor en kombination af søforsvarets ihærdige og effektive angreb på de engelske landsætningsoperationer og landstyrkernes udfald mod fjenden; men for det meste blev landstyrkerne inden for Københavns volde. Kombinationen medførte at de to værn skulle samarbejde. Det lykkedes ikke virkelig godt, men i betragtning af at et sådant samarbejde ikke var trænet, så var resultatet ikke dårligt.

Imidlertid magtede den militære ledelse ikke at justere strategien, så den passede med englændernes faktiske handlinger.

Det betød at danskerne ufrivilligt kom til at handle som det passede englænderne bedst. De skulle have ro til opbygningen af deres batteristillinger, og så længe danskerne blev inde bag Københavns volde, fik englænderne ro til deres byggearbejde.